Om mig

Enneagramvejleder, NLP Coach, Stress Release Terapeut og Kognitiv Feuerstein mediator. Læreruddannet fra Haslev Seminarium i 1998.

Jeg har, så længe jeg kan huske, interesseret mig for, hvorfor mennesker opfører sig så grundlæggende forskelligt, at vi ofte kigger hovedrystende, overbærende og måske endda opgivende, på hinanden.

Vi har ufatteligt mange forskellige virkeligheder og måder at placere os i universet.
Vores kognitive opfattelsesevne er en del af vores begrænsning. Og vores personlighed både pisker og lokker os til at reagere på denne begrænsning, på både foruroligende og forudsigelige  måder…

Heldigvis kan vores plastiske hjerne, med den rette inspiration på det rette tidspunkt, ændre sig hele livet. Vi kan være skråsikre det ene øjeblik,  for pludselig  åbne os for nyt udsyn, nye indsigter og en ny forkærlighed.
Hele tiden inviteres vi til håndtering af udfordringer, der kan øge vores opmærksomhed.

Mit livs nok største aha-oplevelse fik jeg i september 2001, hvor jeg  mødte Enneagrammets teori om den menneskelige psyke.
Det blev på et øjeblik klart for mig, at jeg var nød til at forholde mig til disse simple og dybereliggende egostrukturer,  hvis jeg oprigtigt ville kunne forstå mit eget særlige væsen og få mere overskud til andres.
Enneagrammet blev for mig forudsætningen for at forstå, hvordan menneskers handlinger altid udspringer af en positiv hensigt. Og ethvert forsøg på at påvirke andre, forudsætter at man kan bifalde og italesætte deres positive hensigt.
Enneagrammet er en enestående hjælp til netop dette at møde andre, der hvor de er!

Enneagrammet var begyndelsen på mit livs dannelsesrejse! Jeg var ung og troede ubevidst på, at jeg intet frygtede i verden, og på at alle ville have et bedre liv, hvis de var mere som jeg!
Der er intet, der kan måle sig med det, at blive spejlet i sin egen idioti – Og det var netop hvad Enneagrammet gjorde for mig!
Herefter startede en opdagelse af, hvordan den ene frygt efter den anden i virkeligheden styrede mit liv, uden at jeg havde anet det. Og en træning i tilgivelse og selvironi, fordi vi til stadighed hopper i nye fælder på den samme måde.

For 10 år siden, åbnede Enneagrammet endnu en dør for mig – døren ind til den ubetingede kærlighed, udformet i simple, men uomgængelige sætninger. Hvis du vil opleve kærlighed på et dybere plan, er disse ikke til at komme uden om!

Livet er en pragtfuld læremester, når vi evner at se gaven i at blive udfordret. Når vi vedkender os, at vi skaber vores egne historier om os selv og om andre mennesker, kan vi for alvor påtage os vores ansvar for, at de vil ende godt, og at vi kan fortælle dem videre til inspiration for andre.